ALARM: AKTION NU!!! Bussen kører mandag d. 6/4 kl. 9.30 fra Forum st.

Så er det nu vi skal blokere boretårnet!

Der ankom lastbiler med udstyr til boretårnet tirsdag morgen, og der har været øget aktivitet på pladsen siden. Total må ikke arbejde i helligdagene og kun indtil kl. 14 lørdag. Vi ved ikke, om de overholder reglerne, men de folk, der allerede er i Nordjylland, gør alt hvad de kan for, at Total ikke udfører arbejde på pladsen over påske.

Bussen kører derfor til Nordjylland mandag d. 6. april, og vi starter blokaden tirsdag. Vi vil blokere boretårnet med civil ulydighed, men der er også mange andre opgaver: presse, madlavning, praktiske ting m.v. Så hvis du ikke kan eller har lyst til at blokere, håber vi du har lyst til at tage med alligevel.

Bussen kører mandag d. 6. april kl. 09.30 fra Forum station i København. Det koster 200 kr. at komme med tur/retur.

Hvis du vil med bussen, så skriv til blokerboretaarnet@riseup.net. Der er mulighed for at blive samlet op ved de større byer på vejen efter behov. Skriv dette i mailen hvis du gerne vil samles op på vejen. Vi kan evt. finde ud af noget med nedsat pris hvis du ikke skal med så langt.

Hvis du selv kommer derop er der mulighed for afhentning. Man kan komme til Dybvad med offentlig transport, som ligger 4 km fra pladsen. Adressen på pladsen er:

Skævevej 100
9352 Dybvad

Bussen kører tilbage til København torsdag d. 9. april  kl. 10. Der er selvfølgelig også mulighed for at blive og fortsætte kampen, hvis der er behov for det. Det beslutter vi løbende sammen, når vi er deroppe. Vi finder også ud af at køre folk, der vil hjem på andre tidspunkter til nærmeste station.

Vi kan overnatte i campen “Camp Total Protest” meget tæt på borepladsen. Her er toiletforhold og udendørskøkken. Men du skal selv medbringe telt og sovegrej.
Det vil være godt at medbringe følgende:
Telt
Varm sovepose
Liggeunderlag
Tæppe og underlag til brug uden for teltet
Varmt tøj
Regntøj
Gummistøvler/vandtætte sko
Snacks
Lommelygte
Oplader til telefon

Vi forsøger i skrivende stund at skaffe mad og et køkkenhold, men tag meget gerne en madpakke med og nogle kontanter til en donation til folkekøkken.

Hvis du har nogen spørgsmål så skriv til blokerboretaarnet@riseup.net eller ring på 50279835.

Vel mødt!
Bloker Boretårnet

Opdatering fra borepladsen

Der var i dagene 18.-20. marts øget aktivitet på pladsen, hvor prøveboringerne er planlagt til at finde sted. Onsdag ankom en stor kran, og torsdag ankom 7-8 lastbiler med materiel. Vurderingen er, at der er tale om rør, enten til selve prøveboringen eller til nogle af de brønde der også skal bores for at måle på grundvandet. Kranen forsvandt igen fredag fra byggepladsen.
Ifølge Total selv vil der i den kommende måned løbende komme forskelligt materiel, men selve boretårnet vil først komme i slut april, og de forventer stadig først at boringen går i gang i maj.

I Bloker Boretårnet vurderede vi først, at det var værd at tage derop med det samme for at blokere for yderligere materiel, og vi nåede også i alt hast at oprette en event på facebook. Men da vi i dag har fået nye oplysninger, og fordi der i dag ikke har været yderligere aktivitet på borepladsen, har vi besluttet i stedet at vente med at mobilisere til at tage derop i bus til når selve boretårnet ankommer. Vi er kede af hvis vi er kommet til at skabe forvirring.

Samtidig vil vi gerne opfordre folk der har tid til at være i området i længere tid til allerede nu at tage op i lejren, Total Protest, og støtte de lokales indsats mod prøveboringerne. Selvom boretårnet endnu ikke er ved at ankomme, er der masser af mulighed for at protestere på forskellige måder.

Vi opfordrer også alle der bor i området til at dukke op til campens fællessang hver dag kl 16:30. Læs mere om campen på: http://www.totalprotest.dk

Er du ikke allerede tilmeldt vores nyhedsbrev, så kan du gøre det ved at sende en mail til blokerboretaarnet@riseup.net. Du må meget gerne inkludere dit mobilnummer i mailen så vi hurtigt kan få fat i dig.